Lapangan oleh Martin Glaz Serup | Terjemahan oleh Ratri Ninditya

Lapangan

Ini adalah puisi tentang alam dan juga tentang banyak hal yang lain, banyak sekali hal lain dalam hidup ini. Tiga rumah kaca, kesibukan di dalam ruangan yang lembab, warna kuning pada embun di lapangan, apakah kau bisa merasakan apa yang dirasakan oleh lapangan itu, bagaimana kau membandingkan dirimu dengannya, dengan tempat yang seperti itu, dengan ladang yang telah dibajak, tempat terbuka yang aneh, sebuah tubuh tanpa organ.

Lapangan itu terkadang berpikir dirinya agak tidak bahagia dan itu membuatnya senang karena ia berpikir itu normal-normal saja, dan itu membuatnya bahagia karena ia berpikir semua bisa jadi lebih buruk, yang membuatnya takut karena ia berpikir semua bisa jadi lebih buruk lagi, sehingga ia mencoba memikirkan hal lain.

Lapangan itu tidak pernah pergi keluar Eropa.

Lapangan itu berpikir tentang diasingkan, bagaimana beberapa orang diasingkan tanpa bergerak, tanpa berpindah, dengan menolak meninggalkan tempat mereka dilahirkan, tempat mereka tumbuh besar, dan hanya akan meninggalkannya untuk mati.

Lucu juga, lapangan itu berpikir, semacam aneh, ketika repetisi menghasilkan kenikmatan tersendiri, kenikmatan mengunjungi kembali suatu tempat yang pernah kamu kunjungi sebelumnya hanya karena kamu pernah mengunjunginya sebelumnya, aroma dan rasa yang sama itu, pemandangan yang sama, kedua kalinya, sebelum semua jadi remeh, itu enak juga.

Lapangan itu terkadang berspekulasi tentang maskulin dan feminin, apakah mereka benar-benar ada, dia berpikir mungkin mereka ada, tapi terdiri dari apa perbedaan ini. Ia tidak tahu. Ia terus mencoba satu demi satu cara dengan hati-hati. Di waktu yang bersamaan, ia merasa yakin kalau suatu bentuk esensialisme itu ada, bahwa gender terkait juga dengan perbedaan. Tapi bagaimana. Lapangan itu tidak bisa tahu lebih jauh lagi, ia lelah dengan pikiran semacam itu, ia merasa tidak terinspirasi dan bertanya-tanya apakah dia sempat membelokkan sepedanya sebelum makan siang.

Lapangan itu suka bicara lewat telepon, keintiman darinya, bersama tanpa benar-benar bersama, suara orang lain di ruang duduknya, kedekatan tiba-tiba yang bisa dihilangkan sesuka hati semudah mematikan TV. Ia bisa bicara berjam-jam sampai telinganya hangat dan merah gelap dan berdenyut-denyut.

Lapangan itu tidak tahu apa yang harus dipikirkan mengenai risiko tumor otak akibat radiasi handphone. Lapangan itu sudah memikirkannya, ia tidak punya pendapat. Mudah sekali punya pendapat tentang ini dan itu, para ahli mengutarakan pendapat mendukung atau melawan sesuatu dengan keyakinan yang sama, dengan argumen yang sebanding, kelihatannya, hal itu bisa mengurangi risiko tumor otak akibat radiasi handphone jadi sebatas selera pribadi. Lapangan itu tidak punya pendapat. Begitu mendesakkah, risiko tumor otak akibat radiasi handphone, analisis objektif makin lama makin tergantung kepada pengamatnya, pendengarnya, simpati pembacanya dan antipati pada berbagai ahli dan kelompok yang saling bertentangan. Semua itu hiburan, kamu harus menganggapnya hiburan, berdasarkan parameter apakah itu menarik, jika terjadi sesuatu, apakah mengejutkan, apakah kamu mau menontonnya lagi dan lagi, apakah, seperti cuaca, kamu mau selalu up-to-date. Lapangan itu masih harus memutuskan apakah ia mau selalu up-to-date dengan risiko tumor otak akibat radiasi handphone.

Ketika lapangan itu meletakkan telinganya di tanah ia bisa mendengar dengungan lirih.

Lapangan itu membayangkan hubungan antara bunyi dan sunyi, apakah memang ada hubungannya, dari perspektif mana seseorang harus mempertimbangkan hubungan tersebut. Mungkin itu tergantung pada ke mana kamu mau menuju, lapangan itu berpikir. Lapangan itu mempertimbangkan hubungan antara bunyi dan sunyi dan kesepian. Terkadang ia tidak merasa kesepian sampai ia menyetel musik, terkadang ia tidak merasa kesepian sampai musik itu berhenti. Hubungan antara musik dan bukan musik. Walaupun: suara burung, suara hujan, suara tetangga, suara TV di ruangan kosong, suara angin meniup sesuatu atau hal lainnya, semuanya punya efek yang kurang lebih sama pada lapangan itu, seperti sesuatu yang memulai sesuatu dan menghentikan sesuatu yang lain, seperti sesuatu yang dalam hadirnya, penampakannya, dan ketidakhadirannya mengungkap atau menyembunyikan, tapi tidak dalam taksonomi yang sederhana-tidak, lapangan itu berpikir dan membiarkan pikiran itu pergi, tidak, tidak sesederhana itu.

Pada dasarnya, lapangan itu tidak percaya kejelekan itu ada, kecantikan begitu mudah dibayangkan, tapi kejelekan…

Lapangan itu sudah memikirkannya, dan mengambil kesimpulan bahwa lebih baik tidak mengerti sesuatu dibanding salah mengerti. Lapangan itu sudah memikirkannya, dan mengambil kesimpulan bahwa hal-hal paling menarik tidak terjadi dalam kenyataan, tapi dalam kepala manusia, dalam imajinasi.

Lapangan itu berpikir waktu terlalu singkat, ruang terlalu sempit, dan seks terlalu sedikit dalam hidupnya.

Kamu bisa lakukan apapun, jalan ke mana saja, buka pintu, menyetop orang di jalan, menciumnya, memukulnya, kamu bisa pecahkan jendela, lompat ke suatu tempat, jatuhkan sesuatu, mencuri mobil, menyapu pekarangan seseorang, memberi makan hewan, menembaknya, kamu bisa buka baju di mana pun, matikan lampu, tutup telepon, bicara apapun yang kamu mau ke siapapun yang kamu suka, menyela, bernyanyi, apa seburuk-buruknya yang bisa terjadi, apa seburuk-buruknya yang bisa terjadi: memikirkannya membuat lapangan itu merasa insekyuuur.

Bukankah sekarang itu komunikasi tanpa arti jumlahnya banyak sekali—lapangan itu berpikir begitu, lapangan itu berpikir semua komunikasi ini menuh-menuhin tempat, semua social network, semua messenger (SMS), semua bunyi, kedip, deru, dengung, nada panggil, apa intinya sih, lapangan itu berpikir dan takut semua telah jadi reaksioner, menua terlalu cepat, apa intinya sih, kalau kamu nggak tau, ia berpikir, kamu akan berpikir semua teknologi hypermobile nirkabel yang selalu ada di sekitar kita dan selalu online itu tujuan utamanya adalah membuat pengguna atau konsumennya selalu sibuk dan bergerak, disibukkan komunikasi, komunikasi, untuk menjauhkan konsumen ini dari area lain, misalnya mempertimbangkan kebiasaan dan kebutuhannya.

 

 

 

The Field
translated by Christopher Sand-Iversen

This is a nature poem which is also concerned with other things, other things do exist. Three cold greenhouses, their damp industry, yellow in the mist in the field, can you feel like the field, how can you identify yourself with it, with such a place, with a ploughed field, a strange open space, a body without organs.

The field sometimes thinks it’s unhappy in a mild and ordinary way that makes it happy because it thinks that it’s probably perfectly normal, and that makes it happy because it thinks things could be much worse, which makes it afraid because it thinks things could still get much worse, so it tries to think of something else.

The field has never been outside Europe.

The field thinks about exile, how some people become exiles without moving, without migrating, by refusing to leave the place where they were born, the place where they grew up, and which they only leave in order to die.

It’s funny, the field thinks, by which he means something like strange, that repetition in itself results in a kind of pleasure, that it’s a pleasure to revisit somewhere you’ve been before just because you’ve been there before, that the same smell or taste, the same sight, the second time, before trivialisation, is a pleasure.

The field sometimes speculates about the specifically masculine and the specifically feminine, whether they exist, it thinks they probably do, but what does this specificity consist of. It doesn’t know. It has to give up one careful attempt to find out after another. All the same, it feels sure that a certain essentialism exists, that gender is in itself accompanied by difference. But how. The field doesn’t get any further, the field tires of such thoughts, it feels uninspired and wonders whether it can manage a turn on its bike before lunch.

The field loves talking on the phone, the intimacy of it, being together without being together, the sound of the other person in their own sitting room, the sudden nearness that can be broken off as you wish like turning off the TV. It can talk for several hours until its ear gets warm and dark red and throbbing.

The field doesn’t know what to think about the risk of brain tumours caused by radiation from mobile phones. The field has thought about it, it doesn’t have an opinion. It’s so easy to always have an opinion about this and that, the experts express opinions for and against with equal conviction, with equally strong arguments, it would seem, which almost reduce the risk of brain tumours caused by radiation from mobile phones to a matter of personal taste. The field doesn’t have an opinion. Is it so pressing, the risk of brain tumours caused by radiation from mobile phones, the objective analysis is to a greater and greater degree dependent upon the viewer’s, listener’s, reader’s personal sympathies and antipathies towards the various experts and parties in the dispute. It’s entertainment, you have to take it as entertainment, according to parameters that relate to whether it’s interesting, if anything’s happening, if it’s surprising, whether you can be bothered to watch it again and again, whether, as with the weather, you can be bothered to keep yourself up to date. The field has yet to decide whether it can be bothered to keep itself up to date with the risk of brain tumours caused by radiation from mobile phones.

When the field puts its ear to the ground it can hear a faint humming.

The field considers the relation between sound and silence, whether there is a relation, from what perspective one ought to consider such a relation. Again it probably depends on where you want to go with it, the field thinks. The field considers the relation between sound and silence and loneliness. Sometimes it doesn’t feel lonely until it puts some music on, sometimes not until the moment it stops. The relation between music and not-music, then. Even though: the sound of birds, the sound of rain, the sound of neighbours, the sound of a TV in an empty room, the sound of the wind blowing something or other about, all this can have more or less the same effect on the field, as something that starts something and stops something else, as something that in its presence, its appearance, or its absence reveals or conceals, but not in a simple taxonomy – no, the field thinks and lets the thought go, no, it’s not as simple as all that.

Essentially, the field doesn’t believe that ugliness exists, beauty is easy to imagine, but ugliness.

The field has thought about it, it has reached the conclusion that the most interesting things in reality don’t happen in reality but in people’s heads, in the imagination.

The field thinks there’s too little time, too little space, too little sex in its life.

You can do anything, walk in anywhere, open a door, stop people on the street, kiss them, hit them, you can smash a window, jump out somewhere, overturn something, steal a car, sweep someone’s yard, feed the animals, shoot them, you can strip off everywhere, turn out the light, hang up, say anything you like to anyone you like, interrupt, sing, what’s the worst that can happen, what’s the worst that can happen: thinking about it makes the field feel insecure.

Isn’t it more and more the case that there is an incredible amount of meaningless communication – the field thinks it is, the field thinks that all this communication takes up too much space, all these social networks, all these text messages, all these sounds, this blinking, whirring humming and bleeping, what’s the point of it the field thinks and fears it has become reactionary, has grown too old too soon, what’s the point of it, if you didn’t know better, it thinks, you’d think that all this wireless hypermobile eternally present and always online technology’s primary aim was to keep the users or consumers occupied and on the go, occupied with communicating, communicating, in order to in this way keep the consumers away from other areas, for example consideration of their habits and needs.

 

 

 

Marken

Dette er et naturdigt der også handler om andet end naturen, der findes altså andet, tre kolde drivhuse, deres fugtige industri, gule i tågen på marken. Kan man have det sådan, som marken, hvordan kan man identificere sig med den, med sådan et sted, med en pløjet mark, et underligt åbent rum, en krop uden organer.

Marken tænker sommetider at den er ulykkelig på en mild og almindelig måde der gør den glad, fordi den tænker at det sikkert er meget normalt, og det gør den glad fordi den tænker at det kunne være meget værre, og det gør den bange fordi den tænker at det stadig kan nå at blive meget værre, så prøver den at tænke på noget andet.

Marken har aldrig været udenfor Europa.

Marken tænker på landflygtighed, på hvordan nogle bliver landflygtige ved ikke at bevæge sig, ikke migrere, ved at nægte at forlade det sted de er født, det sted de er vokset op og som de kun forlader for at dø.

Det er sjovt, tænker marken og mener med det noget i retning af mærkværdigt, at gentagelsen i sig selv medfører en form for glæde, at det at gense et sted man har været før er glædeligt, blot fordi man har været der før, at den samme duft eller smag, det samme syn, anden gang, før trivialiseringen, er en glæde.

Marken spekulerer sommetider på det specifikt mandlige og det specifikt kvindelige, om det findes, det mener den jo nok at det gør, men hvori består denne specificitet. Den ved det ikke. Den må opgive det ene forsigtige forsøg på at finde ud af det, efter det andet. Alligevel føler den sig sikker på at der findes en vis essentialisme, at kønnet i sig selv medfører en forskel. Men hvordan. Marken kommer ikke længere, marken bliver træt af den slags tanker, den føler sig uinspireret og overvejer istedet om den kan nå en cykeltur inden frokost.

Marken elsker at tale i telefon, intimiteten i det, at være sammen uden at være sammen, lyden af den anden i sin egen stue, den pludselige nærhed der efter forgodtbefindende kan afbrydes som man slukker for et tv. Den kan tale i flere timer til dens øre bliver varmt og mørkerødt og dunkende.

Marken ved ikke hvad man skal mene om risikoen for hjernekræft forårsaget af stråling fra mobiltelefoner. Marken har tænkt over det, den mener ikke noget. Det er jo så let altid at mene noget om det ene og det andet, eksperterne udtaler sig for og imod med lige stor overbevisning, med lige stærke argumenter, tilsyneladende, imens de samtidig latterliggøre deres modstandere. Hvad skal man mene om den slags underholdning, der nærmest reducerer risikoen for hjernekræft forårsaget af stråling fra mobiltelefoner til at være en personlig smagssag. Marken mener ikke noget. Er den så reel, risikoen for hjernekræft forårsaget af stråling fra mobiltelefoner, den objektive vurdering kommer i højere og højere grad til at bero på seeren, lytteren, læserens personlige sym- og antipatier for de forskellige eksperter og parter i striden. Det er underholdning, man må forholde sig til det som underholdning, altså efter parametre der har at gøre med om det er spændende, om der sker noget, om det overrasker, om man gider at se på det igen og igen, om man, som med vejrudsigten, gider at følge med. Marken har endnu ikke fundet ud af om den gider at følge med i risikoen for hjernekræft forårsaget af stråling fra mobiltelefoner.

Når marken lægger øret til jorden kan den høre en svag brummen.

Marken tænker på forholdet mellem lyd og stilhed, om der er et forhold, ud fra hvilke perspektiver man bør anskue sådan et forhold. Det kommer nok igen an på hvad man vil med det, tænker marken. Marken tænker på forholdet imellem lyd og stilhed og ensomhed. Sommetider føler den sig først ensom når den tænder for musikken, sommetider først i samme øjeblik den slukker. Forholdet mellem musik og ikke-musik altså. Selvom: lyden af fugle, lyden af regn, lyden af naboer, lyden af et tændt tv i en tom stue, lyden fra blæstens rusken rundt med etellerandet, alt det kan virke omtrent på samme måde for marken, som noget der sætter noget i gang og stopper noget andet, som noget der ved sin tilstedeværelse, sin fremkomst eller sit fravær blotlægger eller dølger, men ikke i en enkel taksonomi – nej, tænker marken og slipper tanken, nej, det er ikke så ligetil.

Egentlig tror marken ikke på at der findes grimhed, skønhed er let at forestille sig, men grimhed.

Marken har tænkt over det, den er kommet frem til at det mest interessante i virkeligheden ikke sker i virkeligheden men i hovederne på folk, i fantasien.

Marken synes at der er for lidt tid, for lidt plads, for lidt sex i dens liv.

Man kan jo gøre alle ting, gå ind alle steder, åbne en dør, stoppe folk på gaden, kysse dem, slå dem, man kan smadre et vindue, hoppe ud et sted, vælte noget, tage en bil, feje nogens gårdsplads, fodre dyrene, skyde dem, man kan tage tøjet af overalt, slukke lyset, lægge røret på, sige hvad som helst til hvem som helst, afbryde, synge, hvad er det værste der kan ske, hvad er det værste der kan ske: det gør marken utryg at tænke på.

Finder der ikke usandsynlig meget formålsløs kommunikation sted og mere og mere – det tænker marken at der gør, marken tænker at al den kommunikation fylder for meget, alle disse sociale netværk, alle disse tekstbeskeder, alle disse lyde, denne blinkende snurrende summen og bippen, hvad skal vi med det tænker marken og frygter at være blevet reaktionær, at være blevet for gammel for tidligt, hvad skal vi med det, tænker marken, vidste man ikke bedre, tænker den, skulle man tro at al denne trådløse hypermobile evigt nærværende og altid online teknologis primære formål er at holde brugerne eller forbrugerne beskæftigede og i gang, i gang med at kommunikere, kommunikere, for på den måde at holde forbrugerne væk fra andre områder som for eksempel overvejelser omkring deres forbrug og deres behov.

 

 

 

 

Martin Glaz Serup lahir tahun 1978 dan telah menerbitkan tujuh buku anak-anak salah satu di antaranya Yana and Eliah (and many other kids) (2013), tujuh antologi puisi seperti Roman nights (2013) termasuk puisi panjang The Field (2010). Ia juga pernah menerbitkan buku akademis berjudul Relational Poetry (2013), sebuah essay kritis tentang puisi (konseptual), politik, dan estetika relasional. Ia menulis blog di Komkammer dan Promenaden.

Ratri Ninditya, menulis puisi di waktu luang dan waktu kepepet sambil bekerja di sebuah perusahaan iklan. Tinggal di Jakarta dan Bogor. Puisinya pernah dimuat di antologi puisi What’s Poetry? (Henk Publica, 2012). Sedang merampungkan buku kumpulan puisinya sendiri untuk rilis tahun ini. Puisi lain dapat dibaca di blognya.

Foto oleh Ratri Ninditya